Hjertesteder

Publisher: 
Place: 
Köbenhavn
Year: 
1998

The novel Hjartastaður, translated to Danish by Mette Fanö.


From Hjertesteder:

Åbner det ene øje på klem.  Alt ser ud som det skal.
Øerne i fjordmundingen er ikke skjult af tågen.  Den ene er utrolig grøn, efter århundreders fuglemøg og menneskers fravær, et knejsende fuglefjeld som gerne ville være et bjerg, den anden er i slægt med et skær, skrånende og nøgen.
Alting er som det skal være og mere end det, for den gavmilde sol sender skrå stråler ned over bjergryggen, under tågemuren, den lyser de frodige græsgange op, varmer gæssene på en græsmark og starter små fyrværkeriforestillinger for svømmende fugle på fjordens overflade.  Fjordens dybe vand er ikke længere saltvand, det er tyktflydende smeltet silke, verdens blødeste vugge for søvnige ællinger.
En skarp tinde ud fra en tinde, en bjergtrold højt oppe på fjeldsiden.
Bjerget som sprængte sin egen overflade så evigt sand rinder ned ad siderne.
Tunger af tåge når halvvejs ned ad fjeldsiderne på den anden side af fjorden, indhyller halvdelen af kirkegården ved havet hvor min mor hviler.  Ikke ligefrem i fred.
De burde rive det der ned, siger Heidur.
Da vel ikke bjergene.
De der gamle huse.
Det håber jeg sandelig de vil lade være med.  Det har set sådan ud så langt tilbage jeg kan huske.  Jeg iagttog dem fra havet da jeg var lille.  Synes du da ikke der er atmosfære over dem?
Spøgelsesatmosfære, siger Heidur.
Spøgelseshusene som ligger spredt længst ude ved fjorden, ligner et fiskerleje som de døde sjæle er begyndt at bygge, men så har opgivet igen.  Statelige tilholdssteder af grå beton med gabende tomme vinduer som er så oplagte for døde sjæle at kigge ud af.  Jeg har tænkt mig at flytte ind i et af dem når jeg er død, så vil jeg ikke lave andet end at kigge ud på min fjord, og fremtrylle halvtreds skuder med sejl som vil se ud som vinger på en flok trækfugle.  I håb om at få behageligt selskap af en brunøjet flamlænder som har været kendt på mine kanter siden min mormors tid.  Sammen vil vi kigge på de anselige gårde på den anden side af fjorden og kirkegården hvor denne flamlænder ligger og min mor ikke langt derfra.
Hun som brugte halve dage på at iagttage skuderne på fjorden fik en udisgtsplads ved fjorden for evigt.
Fiskerlejet ligger på den stejle bakke på den anden side af fjorden, det virker som om husene er faldet ned fra tågen, de første nåede heldigvis lige at stoppe før de faldt i vandet.  I huset som ligger nærmest vandkanten vil jeg, flygtningen, bo, og hver morgen når hun kommer ud er to seks meter høje grantræer det første hun ser.  Skulle ikke kunne findes, ikke på det sted.
Snebånd på fjeldsider, sommersne efter vinteren, sneen som ikke vil smelte, et varsel om sne, mere sne i vinter og endnu mere sne.
Og bjergene spejles i vandet og i flager af forrige års snedriver.

(300-301)