Må vi få et barn Hr. minister: Ministeriet for befolkningskontrol

Publisher: 
Place: 
Århus
Year: 
1970

From Må vi få et barn Hr. minister:

Ingolfur Arnarsons mörke stenfigur står grublende under den blå forårshimmel. Hans spyd peger lige mod himlen. De alvorsfulde öjne skuer ud over den bygd, skæbnen gav ham, da hans höjsædestötter drev i land på dette sted og gjorde ham nafnkundig som opdagelsesrejsende, landnamsmand og edsbroder. Nu står han der urokkelig på samme sted.

Reykjavik er en smuk by.

Og det er ligegyldigt hvorfa man ser den.

Hvis man kommer fra öst - måske fra Hellisbjerget - breder den drömmende fjord sig ud for ens öjne. Der ligger en gödningsfabrik, en forbrændingsanstalt, en asfaltfabrik og sender et orgie af forskellinge dufte mod himlen. Og der er mere at være stolt af: Der er trankogeriet og bvjergene af skrot og den almindelige kirkegård of rskibsvrag, som fölger kystens så dejlige blöde kurver her hvor folk kan leve i en natur skönnere en d noget andet sted.

Kommer man fra sösiden, er det den samme ukrudtsgrönne herlighed, som fanger öjnene. Rustne bölgebliksskur, det står til de falder og tilvoksede skraldhöje med udsigt til Jökelen.

Og hvis man daler ned fra himlen lander kassen på en ansfaltstribe, der ligger og flyder i hængedynd, omkanset med alt det ukrudt, der på nogen mulig måde kan vokse i Island.

Reykjavik er en smuk by.

En lavgunded dam ligger som et skælmefyldt öje og kigger op, hvis det kan glo igennem overfladens mylder af tyske svaner og farvestrålende andefugle, der gör brandstationens betjente til poeter. I norvest stiger Snefjeldsjökelen op af havet, snehvid som en af de gammeldags sukkertoppe. Længere mod vest möder öjet kun den endelöse horisont. Havet og himmelen. Lidt længere mod syd ser man Keilir, Jökelen i lommeformat uden sne.

Fra chefens venteværelse i Erhverfsbanken kan man nyde udsigten over sundet til Esja, der gladelig pynter sig med alle slags farver fra blåt og hele spektret rundt til blåt igen. Længere ude ligger Akrafjældet og gör sig så stort som muligt. Det er et rigtigt og ordentligt bjerg, der kunne være udskåret i træ. Og det ser på lavlandet med samme inderlige foragt, som når Fanden vurderer en god gjerning.

(7-9)